Category Archives: Nyheder

En gedde bliver til

Flere års planer faldt i hak i påsken. Udstyr, fotoakvarier og lidt held gjorde at jeg kunne følge et geddeæg gennem hele dets udvikling fra et nyligt befrugtet æg til at den lille gedde klækkede. Der blev taget 400 fotos, der er lagt sammen til en lille film. Æggene er hentet hos et professionelt klækkeri i Ringsted, der står for udsætninger af gedder rundt omkring i Danmark. De første dage er der taget et foto hver halve time og sidstedagen hvert 10. minut. Meget overraskende så tumler det lille foster rundt i ægget, hvilket gør videoen lidt utydelig, men ser man efter kan man se at rygraden dannes og dernæst øjnene. Til sidst kan man ane at ægget svulmer op lige inden gedde klækker. Fotos er taget med et supermakro objektiv i så man kan komme helt tæt på det kun 2 mm store æg.

Related Images:

En ny generation på vej

Imellem vandløbets sten er en ny generation ørreder på vej. Ørrederne gyder i efteråret ved at grave sine æg ned mellem stenene. Her ligger de beskyttet til tidligt forår. Æggene er en anelse større end et knappenålshoved og gennemsigtige orange. Fugle som vandstær æder dem gerne om vinteren, da de er fulde af protein. Ørreder og andre fisk, æder æggene, hvis de ligger ubeskyttet. Vi har eksperimenteret med fotoakvarier for at følge fostrets udvikling, med et lille antal æg fra en lokal å. Man ser tydeligt æggeblomme og øjne, samt de blodkar, der fører nærings til fiskefostret. Det sidste foto viser den nyklækkede ørred. Den er stadig med blommesæk, som den lever af den første uges tid.

Der er anvendt en macro med forstørrelse (Canon MP-E 65mm 1-5 x makro) og stativ for at kunne fokusere på det lille æg.

Ørredæg 14 dage før klækning
Fiskefostret 14 dage før klækning
Ørredæg under forvandling
Dagen før klækning
Ørred nyklækket
Helt nyklækket ørred, desværre lagde den sig bagerst i fotoakvariet, hvor fokus var dårlig.

Padde-tid

Maj måned er højsæson for padder, enten som haletudser eller lytten efter de kvækkende hanner af de mere varmeelskende arter. På Lolland finder man stort set alle arter af danske padder, undtagen klokkefrø og bjergsalamander. På Vestlolland finder man den smukke neongrønne løvfrø. Han løvfrøerne kan skabe et infernalsk larm, når de højlydt kvækker for at tiltrække hunnerne. Ved Rødbyhavn finder man både grønbroget tudse, strandtudse og løgfrø. Øst for baneterrænnet er etableret tre nye vandhuller i forbindelse med Femern Forbindelsens kommende tunnelarbejde. Her er allerede flyttet nye beboere ind, idet både grønbroget tudse og grøn frø yngler i vandhullerne.

Kvækkende løvfrø

Billede 1 af 11

En løvfrø han prøver at tiltrække hunner ved at kvække højtlydt. Kvækkeposen er fuldt udspilet.

Ørestad under vand

I 2019 fik vi til opdrag at vise Ørestad fra en anden vinkel. Midt i en travl bydel skjuler sig en forunderlig verden, med gedder, aborrer og grønne enge af vandplanter. Ørestads kanaler er fulde med liv og vel en af de bedste steder i Danmark at se gedder under vand, bedøm selv.

Gedde

Billede 1 af 11

En stor gedde står på lur mellem vandplanterne

Related Images:

Havørreder igen

Havørrederne er på leg igen og ja det bliver lidt en gentagelse af det forrige indlæg, men med friske fotos. Der er langt mellem indlæggene og dykkerturene, når der er børn der skal passes. Vi tre har nu 6 børn tilsammen, to til hver.

På turen til Esrum Å var der rigtig mange havørreder, der blev spottet 20-30 fisk på en 200 m strækning, den største var en hun-fisk på omtrent 4 kg. Det er helt vildt at kunne ligge kun en meter fra en så stor fisk, mens den står helt stille og andre fisk svømmer forbi. Desværre blev mange fotos forstyrret af de meget affald, der ligger i åen, cykelslanger, plastik, flasker og diverse beholdere, desværre en fællesnævner for dansk natur.

Som en god afslutning blev der set en isfugl, der sad og sov i en busk. Det er ikke hver dag man kan fotografere en isfugl med en 14 mm fisheye linse, hvor man rent faktisk kan se fuglen, se det sidste foto i galleriet.

 

Havørreder på leg

Billede 1 af 8

En hanfisk står på gydebanken

 

Natdyk – Nordkysten

Har du dragt, snorkel og en dykkerlygte, så kan det stærkt anbefales at hoppe i og prøve et natdyk på kysten for tiden. Nordkysten af Sjælland vrimler med liv efter solen er gået ned. På et dyk i onsdags så vi havørred, hestemakrel, torsk, hvilling, rødspætte, slethvar, små knurhaner og et væld af andre småfisk. Den lille havørred på fotoet var tromle tyk, sikkert af at spise mysis. Desværre havde den også en garnskade. Hestemakrellerne gemmer sig i sandet og lyset fra lygten får dem til at skynde sig op og væk. Sigten var god og solnedgangen virkelig smuk, en perfekt dyk.

 

Natdyk

Årets første natdyk herhjemme gav bonus i forhold til fladfiskene og en overraskelse i form af en fem-trådet havkvabbe, der havde forvildet sig ind på lavt vand. Vandet var rimelig klart ved Rågeleje og sigten var god med svag fralandsvind. Søgelyset tiltrak tusinder af mysis, så mange at det var svært at tage fotos af fiskene. Der er eksperimenteret lidt med lyset, da undervandsblitzene bøvlede og ikke lyste fotoet op, så der var kun lyset fra dykkerlygte og søgelys at arbejde med. En kollega fik skudt en pæn pighvar på lavt vand og vi så også flere mindre pighvar.

1M2A1426.jpg1M2A1429.jpg1M2A1444.jpg1M2A1452.jpg1M2A1471.jpg1M2A1472.jpg

 

Bjergsalamander – Triturus alpestris

Vi havde i april æren af at møde en af Danmarks mest sjældne padder og vi vil vove den påstand, at det må være første gang, der er taget fotos under vand af bjergsalamander i Danmark i dens naturlige miljø. Bjergsalamanderen findes kun i Sønderjylland omkring Aabenraa og kun i vandhuller, der opfylder dens krav til, at de ikke bliver for varme om sommeren. Bjergsalamanderen lever i kolde skovvandhuller og kræver skygge på vandhullet, da den ellers kan dø af hedeslag. Vi var rundt til 7 forskellige vandhuller for at finde et med bare nogenlunde sigt i vandet. I alle vandhullerne vrimlede det med salamandre. I det Martin K dykkede i lå salamandrene på bunden i den dybeste del af vandhullet, hvor vandet er koldest.

Bjergsalamanderen er den flotteste af vores salamandre med sine blå mønstre, skrigorange bug og leopardplettede side. Desværre gør det brune skovsø vand at farvene forsvinder lidt, så en enkelt han blev taget op til fotografering i fotoakvarie og sat ud igen. Et fascinerende møde, når man har ledt hele dagen. April er tiden hvor bjergsalamanderen parrer sig og det er her den er lettest at finde i vandhullet.

Tak til Allan Høxbroe for overvandsfotos, der viser, hvordan man arbejder i et så lille vandhul og tak til Uffe Mikkelsen, der viste os rundt i skovene syd for Aabenraa.

_MG_0041.jpg_MG_0047.jpg_MG_0049.jpg_MG_0056.jpg_MG_0063.jpg_MG_0071.jpg_MG_0076.jpg_MG_0081.jpg_MG_0087 - Version 2.jpg_MG_0111.jpg_MG_0112.jpg_MG_1271__allanhøxbroe.jpg_MG_1279__allanhøxbroe.jpg_MG_1308__allanhøxbroe.jpg_MG_1419__allanhøxbroe.jpg

I fjorden

Årets første dyk var et koldt et af slagsen. der blev snorklet langs iskanten i Isefjorden, på jagt efter havørreder, der trækker ind i det ferske vand om vinteren. Når vandet er nær frysepunktet fortrækker havørreden ferskvand frem for saltvand, da den skal bruge energi på at transportere salt ud over gællerne i saltvandet. Desværre var der ingen ørreder og ferskvandet i overfladen gjorde sigten rigtig dårlig. Vandet fra vandløbene transporterer en masse partikler med sig og det uklare vand ligger i et fint lag ovenpå det klare saltvand. Her er springlaget virkelig tydeligt, da partiklerne “stopper” lige mellem salt og fersk vand. Virkelig flot og virkelig træls at dykke i. Under springlaget vrimler det med marine arter. Blæretangen var fyldt af stikkelsbærsøpung, strandsnegle og søstjerner.

123

Enestående fund

Denne gang er der nyheder fra en lidt uventet kant – Vi var så heldige at bogen “Livet under overfladen” blev gaven til alle foredragsholdere ved årets Ferskvandssymposium. En af foredragsholderne var Peter Wiberg-Larsen fra Aarhus Universitet. Peter er ekspert i vårfluer. Efter at have bladret igennem bogen opdagede han på et foto fra Hald Sø (side 125 th. i bogen) en art af vårflue, der kun er fundet ét andet sted i Danmark. Peter var den første, der fandt den herhjemme i 1992 efter et fund i Madum Sø (ved Rold Skov). Arten hedder Limnephilus borealis og den lever normalt i skove i Nordeuropa og i alperne. Fotoet viser artens særlige hovedtegninger, der gjorde det muligt at identificere og registrere fundet. Det vil også være med til at vurdere artens status på den danske rødliste.

Vi er glade for at kunne bidrage til videnskaben.

Her er det famøse dyr:

Limnephilus borealis

Limnephilus borealis fra Hald Sø. En sjælden vårflue i dansk natur. Her i gang med at fortære en død hundestejle.